21.01.2022 | Af: Kanal Frederikshavn
Håndværker? Så kig forbi til årets møde om udbud
107436
107436
Frederikshavn Kommune inviterer alle lokale bygge- og anlægsvirksomheder til det årlige dialogmøde om samarbejde, fælles projekter og kommende udbud torsdag 27. januar.
Det handler om udbud af bygge- og anlægsopgaver. Det kan være en fordel at deltage, fordi der gives information om, hvad der vil blive udbudt i løbet af det kommende år.
Deltagerne får indblik i kommende opgaver fra Kommunens Ejendomscenter, Park & Vej, Frederikshavn Forsyning samt Boligforeningen Vesterport og Frederikshavn Boligforening.
Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål, komme med forslag og gå i dialog omkring samarbejdet med Frederikshavn Kommune.
Fremtidige store opgaver
En af dem, der plejer at deltage ved det årlige dialogmøde, er Peter Ehlern, som er direktør for entreprenørvirksomheden Trigon. For ham er det vigtigt at deltage, fordi blandt andre Park og Vej, Frederikshavn Forsyning og boligforeningerne er nogle af de største kunder i området.
- På mødet bliver vi informeret om, hvad der skal ske i løbet af hele det kommende kalenderår. Derfor ved vi på forhånd, hvilke fremtidige store opgaver der kommer, som vi kan byde ind på. Det er helt klart en fordel, at vi ikke selv skal sidde og finde ud af, hvad der bliver udbudt i sidste øjeblik, siger Peter Ehlern fra Trigon.
Arrangementet foregår torsdag 27. januar kl. 16-18 i Kattegat Silo på Silovej 8 i Frederikshavn.
Til mødet overholdes aktuelle retningslinjer i forhold til COVID-19, og det er gratis at deltage. Tilmeld dig her.