Puha. Sikke et år. Christiansborg og dansk politik har endnu en gang vist sig fra sin bedste side og leveret drama, interessante historier og stof til det kommende år.

Sidste år, da jeg skrev om dansk politik i 2020, skrev jeg om følgende: MeToo i politik. Arne-pensionen, der faldt på plads. Instrukskommissionen. Venstre. Dansk Folkeparti. Søren Pape som statsministerkandidat? Og Socialdemokratiets opbakning.

Og mange af tingene går igen i år.

Instrukskommissionen, der blev til dom i Rigsretten
Da jeg i 2020 skrev om sagen mod Inger Støjberg, var der kun Instrukskommissionens beretning at læne sig opad.

Siden blev det til vurderingen fra uvildige advokater, og ud fra dén vurdering blev Inger Støjberg sendt i Rigsretten. Den blot anden Rigsret på 100 år, så den kom naturligvis til at fylde en del.

Inger Støjberg regnede selv med frifindelse, men det blev langt fra tilfældet. Hun fik en dom, der lød på 60 dages ubetinget fængsel, og siden er hun blevet dømt uværdig til Folketinget.

Jeg skal ikke gøre mig klog på dommen, for jeg er ikke advokat eller lignende, men hvor er de ærgerligt at høre en politiker sige, at "de danske værdier har tabt", når det er en dansk værdi, at man skal overholde loven. Inger Støjberg er nemlig dømt for at overtræde loven med forsæt. Ikke for at ville forhindre barnebrude.

Venstre
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, stod i år over for sin første prøve som formand, da kommunalvalget skulle afholdes.

Inden havde Venstre historisk dårlige meningsmålinger på 14-15 procent. Hvis det var niveauet for Venstre til kommunalvalget, ville Venstre rende ind i det, man kalder en øretæve. Det er ganske enkelt for lidt for nogen, der drømmer om at indtage Statsministeriet.

Men på kommunalplan står Venstre ikke så dårligt, som jeg – og mange andre formentlig – havde regnet med. Venstre endte med at miste omkring to procentpoint sammenlignet med kommunalvalget tidligere. Et ganske hæderligt resultat, når man tænker på, at Venstre har været i krise længe, og at Konservative har medvind for tiden.

Det er dog med det forbehold, at det var til kommunalvalget. Det siges, at landspolitiske sager slår igennem med halv kraft ude i kommunerne, så det spændende at se, hvordan Venstre vil stå i meningsmålingerne efter nytår, og om 2022 bliver året, hvor Venstres ledelse omsider kan koncentrere om kun at tale politik – de sidste måneder gav dem i hvert fald et håb om, at de kan.

Hvem skal redde Dansk Folkeparti?
Det var egentlig ikke en overraskelse, men det var alligevel en af overskrifterne. Dansk Folkepartis dårlige valgresultat til kommunalvalget.

De blev nemlig halveret. Endnu et valgnederlag til Kristian Thulesen Dahl, der oplevede tilbagegang for fjerde valg i træk. Det tog han konsekvensen af. Han valgte efter valgdagen at meddele, at han ønsker at stoppe som partiformand.

Så 23. januar skal Dansk Folkeparti finde ny formand. Inger Støjberg lignede længe personen, der skulle overtage, men siden har hun fået en ubetinget dom og er dømt uværdig til Folketinget. Det er derfor svært at forestille sig, at hun overtager tøjlerne.

Positivt for Morten Messerschmidt, der længe har lignet den næste formand for Dansk Folkeparti. Og oveni Inger Støjbergs sag blev det også besluttet, at dommeren, der dømte ham i Lyngby Byret i Meld og Feld-sagen, var inhabil, så sagen skal dermed gå om, og Morten Messerschmidt kan kalde sig fri – indtil videre i hvert fald.

Jeg har derfor svært ved at forestille mig, at Morten Messerschmidt ikke er formand for Dansk Folkeparti efter 23. januar 2022.

Pape som statsministerkandidat?
Pape-effekten er der stadig. De konservative har stadig stor opbakning, og i nogle målinger er de større end Venstre, der traditionelt set er storebror i blå blok.

Hvis målingerne fortsætter, kan det meget vel være ændret efter næste valg.

Søren Pape gav fornylig også et interview til Politiken, hvor han sagde, at det største blå parti – formentlig Venstre eller Konservative – nødvendigvis ikke skal være det parti, der indtager Statsministeriet, hvis de blå får flertal ved næste valg. Det skal derimod være det parti, flest mandater i Folketinget peger på.

Det kan meget vel ændre en del efter næste valg, for Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har før fået kritik af Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, eksempelvis. Med den melding sender Søren Pape i hvert fald sig selv tættere på Statsministeriet med en blå sejr ved næste valg.

Kan Konservative så bevare de gode målinger? Det er noget af det, der er værd at holde øje med, når 2022 for alvor kommer i gang.

Socialdemokratisk opbakning og Minkkommisionen
Et dårligt kommunalvalg. En kommission. Slettede SMS’er.

Solstrålehistorierne har ikke stået på spring for Socialdemokratiet de sidste par måneder af 2021.

Målingerne er også nået tilbage til et normalt niveau igen. I løbet af 2020 og 2021 har de lagt på over 30 procent, hvilket har givet et markant forspring til de andre partier. Efter de seneste måneders dårlige sager er de tilbage på et resultat, der minder om valgresultatet i 2019, der lød på 25,9 procent.

Som nævnt er kommissionen – den såkaldte Minkkommission – en af grundene til Socialdemokratiets dalende opbakning. Kommissionen skal undersøge, om regeringen vidste, om der var lovhjemmel til at slå alle danske mink ihjel tilbage i november 2020.

Indtil videre er der ingen rygende pistol mod nogle ministre, så lige nu er det svært at forestille sig en Rigsretssag, som de blå partier ellers har stemt for. Men kommissionen slider stadig på regeringen, der ikke rigtig kan få lov til at tale med politik, uden en ny afhøring kommer til at fylde i medierne. Derfor var det også dårligt nyt for regeringen, da kommissionen skrev, at de bliver færdig senere end ventet.

Men når de så bliver færdige, bliver det interessant at læse, hvad kommissionen kommer frem til, og hvor det stiller partierne på Christiansborg. Og så bliver det interessant at se, hvordan målingerne kommer til at se ud, når kommissionen er færdig med sit arbejde.

Kan Danmark mere?
I september kom regeringen med sit reformudspil ”Danmark kan mere 1”. En reform, der skal give flere hænder på arbejdsmarkedet.

Men siden er der ikke sket noget, og man har ikke rigtig hørt noget til forhandlingerne.

Nicolai Wammen, der skal stå for forhandlingerne, har formentlig også været optaget af finansloven. Derfor bliver det spændende at følge med i, om regeringen i 2022 kan lande en reformaftale med partierne på Christiansborg. ”Danmark kan mere 1”, hedder udspillet, så der er lagt op til, at der kommer flere.

Det er derfor afgørende for regeringen, at de får landet en aftale. Det vil det også være, da manglende arbejdskraft er en af tidens største samfundsproblemer. Desuden kan Mette Frederiksen komme med en fortælling om, at hun fører ansvarlig økonomisk politik, hvis hun formår at lande en reform, der skaffer 10.000 – eller hvor meget det ender på – hænder til arbejdsmarkedet.

Men hvis ikke det lykkes, ser det svært ud for regeringen. Det er også svært at spå, om der kommer en aftale, for der er både noget for støttepartierne i udspillet, men der er også noget for oppositionen. Og så er der dele, som ingen af dem kan være med til – men den modsatte fløj kan.

Det bliver ikke nemt, men det bliver spændende at følge.

Det var alt herfra. Vi ses i 2022 til et hæsblæsende år i dansk politik. Godt nytår!