16.06.2023 | Af: Kanal Frederikshavn
Årets første student på Frederikshavn Gymnasium
112591
112591
- Jeg har været sammen med dejlige veninder og har haft nogle gode oplevelser – ikke mindst i form af studieturene til Malaga og København, siger Anna Bonde Gadensgaard.
|
Efter veloverstået eksamen i religion blev Anna Bonde Gadensgaard i dag første student på Frederikshavn Gymnasium. Hun trak emnet Hinduisme og er tilfreds med resultatet og glad for, at eksamenerne nu er overstået.
Med blandt andet idræt på B- og biologi på A-niveau har Anna Bonde Gadensgaard været glad for de mere praktiske aspekter af fagene, som har været gode i forhold til de teoretiske dele af undervisningen.
- Jeg har været rigtig glad for mine år på gymnasiet. Jeg har været sammen med dejlige veninder og har haft nogle gode oplevelser – ikke mindst i form af studieturene til Malaga og København, siger Anna Bonde Gadensgaard.
Dagen i dag skal gå med frokost med familien, mens studentergildet i hjemmet lidt sydvest for Understed må vente til sidst på måneden. Det er Anna Bonde Gadensgaard dog ok med. Hun glæder sig og tænker, at der nok også bliver plads til en lille fest i aften med de af veninderne, der får studenterhue på i dag.
Med hensyn til fremtiden skal den nybagte student lige i tænkeboks. Nu skal hun have et sabbatår, som blandt andet skal bruges på at tjene nogle penge i MENY i Sæby og måske også byder på en rejse.
Anna Bonde Gadensgaard kan så også bruge tiden på at overveje, hvad hendes uddannelse skal bruges til, for det har hun ikke lagt sig fast på endnu. På et tidspunkt kunne hun dog godt tænke sig at arbejde med børn.
- Anna går på STX, og først mandag og tirsdag i næste uge får vi de første studenter på HF og Maritim Student. Frederikshavn Gymnasium dimitterer i år godt 200 elever på uddannelserne STX, HF og Maritim Student, oplyser uddannelsesleder Jan Bjeldbak.