Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
27.06.2023 | Af: DEBAT-INDLÆG

Bekymrende besparelser på foreningsområdet

Formand Anders Krøgh, FUF: - En besparelse på 1% må vi acceptere, men argumenterne for, at foreningsområdet skal rammes med tredobbelt kraft, kan vi ikke få øje på.
Formand Anders Krøgh, Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, har skrevet dette indlæg: I Frederikshavn Ungdoms Fællesråd (FUF) har vi med interesse fulgt de foreslåede besparelser i forbindelse med kommunens budget 2024. Vi anerkender, at kommunen skal finde besparelser på 1% på alle områderne, og at foreningsområdet derfor ikke kan gå fri, men vi finder det stærkt bekymrende, at netop foreningslivet rammes uforbeholdent meget hårdt.

 

Ud over foreslåede besparelser på bl.a. start-tilskudspuljen, stadionaftaler og prisfest, så foreslås en besparelse på tilskudsrammen til foreningsområdet (tidligere kaldt Frederikshavner-ordningen) på kr. 720.000 årligt de næste fire år.

Her skal vi huske på, at den samlede tilskudsramme for 2023 er på 24 mio. og en besparelse på 1% udgør kr. 240.000. Det vil altså sige, at foreningerne rammes tre gange så hårdt af besparelser i forhold til den ene procent. Over budgetperioden på fire år vil det betyde en reduktion puljen på i alt 2,88 mio. og dermed 12% af puljen. Det har vi i FUF meget svært ved at se fornuften i.

Ovenpå en lang periode med covid-19 ser vi heldigvis mange af vores foreninger er godt på vej tilbage igen, til stor glæde for kommunens børn og unge, men der er desværre stadig mange foreninger, som ikke er på niveau igen med tiden før corona. Særligt drenge og piger mellem 7-12 år og pigerne mellem 13-18 år mangler at komme tilbage i foreningslivet. Det er bekymrende.

En nylig undersøgelse fra DGI viser samtidig, at Frederikshavn Kommune har næstlaveste foreningsdeltagelse i Nordjylland, da kun 38% af kommunens borgere deltager i foreningslivet mod f.eks. 49% i Jammerbugt og 47% i Brønderslev.

Så kære politikere, det er ikke nu, I skal skære ind til benet på foreningslivet, tværtimod skal vi sammen understøtte de mange gode initiativer, som heldigvis tages hver dag i vores mange foreninger, og sammen skal vi få flere børn, unge og voksne til at være en del af foreningslivet. Et rigt foreningsliv er en stor medvirkende faktor til, at ny-tilflyttere slår sig ned i vores kommune.

Så 1%, det må vi acceptere, men argumenterne for, at foreningsområdet skal rammes med tredobbelt kraft, kan vi ikke få øje på.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close