25.06.2023 | Af: Kanal Frederikshavn
Børn skal kortere tid i skole efter sommerferien
112672
112672
Børn på Læsø får fra næste skoleår tidligere fri end mange af deres kammerater på andre skoler. Børnene er ofte alligevel for trætte til undervisning sidst på dagen, lyder begrundelsen.
Det er kommunalbestyrelsen på Læsø, der har nikket ja til, at alle årgange på Læsø Skole dispenseres fra Undervisningsministeriets vejledende timetal, oplyser TV2 Nord.
Samtidigt tildeles klasserne to-lærerordning som dispensation for den nedsatte undervisningstid.
Det sker for at sikre bedre kvalitet i undervisningen, når lærerressourcerne flyttes fra ydertimerne, hvor eleverne som oftest er for trætte, til to-lærerordninger tidligere på dagen.
- Det er for at få kvalitet og trivsel, så når børnene er i skole, så får de noget ud af at komme her, siger Brian Winther, formand for social-, børne- og kulturudvalget fra Danmarksdemokraterne, til TV2 Nord.
Det er ikke første gang, Læsø søger om at få nedsat timetallet.
Og det er oplevelsen blandt lærere og ledelse på skolen, at tidligere bevilgede dispensationer har øget trivslen blandt både elever og medarbejdere.