Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.06.2023 | Af: Peter Marquard

Danmarks yngste restauratør glæder sig

Tobias Vasant: - Retterne afspejler sæsonen og giver os mulighed for at lege med sæsonens råvarer.
Ved årsskiftet åbnede 22-årige Tobias Vasant Restaurant Sæson, hvor Essens tidligere havde til huse i gågaden i Frederikshavn. Nu går vi ind i Tobias Vasants første sommersæson, og han ser frem til den med glæde og spænding, når han skal præsentere menuer med sæsonens råvarer for både turister og frederikshavnere.

 

- Jeg håber selvfølgelig, at turisterne finder ned i baggården, selvom vi har en central placering. Jeg elsker at arbejde med grøntsager, og de findes ikke bedre end på denne årstid. Vi gør meget ud af det kreative, og det er sjovt at arbejde med farverne og skabe overraskelser for kunderne, fortæller Tobias Vasant, der selv betegner sig som Danmarks yngste restauratør.

Tirsdag, onsdag og torsdag kan man under konceptet "Det god mad" få en ret for 219 kroner, inklusiv et glas vin, en øl eller en sodavand.

- Vi har god respons på "Det god mad". Menuen varierer fra dag til dag eller uge til uge, men vi forkæler og overrasker gæsterne med vores retter, som består af fisk eller kød sammen med lækkert tilbehør. Retterne afspejler sæsonen og giver os mulighed for at lege med sæsonens råvarer. På disse dage kan man selvfølgelig også få vores andre retter – byens bedste bøf for eksempel, siger Tobias Vasant.

Er man til de ekstraordinære smagsoplevelser, kan man også vælge Restaurant Sæsons menuer, som består af tre, fem eller seks retter, hvor 6-retters menuen også er med vinmenu.

- Retterne er ikke beskrevet, idet vi igen går ud fra de gode og tilgængelige råvarer i sæsonen. Man kan selvfølgelig spørge til dagens menu, eller man kan vælge at blive glædeligt overrasket, smiler Tobias Vasant.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Peter Marquard

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close