Puha. Sikke et år i dansk politik. Igen. Og hvor har det været fedt for én som mig, der følger politik på sidelinjen.

Det startede allerede i januar, da Dansk Folkeparti skulle ud i et formandsopgør. Måneden efter invaderede Rusland Ukraine, og så var det politiske år ligesom i gang. Et politisk år, der bød på masser af drama, et folketingsvalg og en historisk regering.

Det betyder også, at det er tid til at gøre status over partierne.

Socialdemokratiet:
Socialdemokratiet – og især Mette Frederiksen – står tilbage som en stor vinder af dansk politik i 2022. Hun gik til valg på en bred regering. Danmark står foran en række kriser, som bedst løses over midten, var analysen i Socialdemokratiet. Det lykkedes. Mette Frederiksen kunne inden jul danne en regering med både Venstre og Moderaterne.

Nu bliver opgaven for hende og regeringen at levere, så en bred regering viser sig at være bedst til at løse de kriser, som Danmark står overfor. Om det vil lykkedes, og om regeringen bliver en succes, vil det kommende år vise.

Venstre:
Partiet, der aldrig ville gøre Mette Frederiksen til statsminister, men som endte med at gøre Mette Frederiksen til statsminister, da udsigterne til en borgerlig regering lå langt væk. Men de fik et regeringsgrundlag, jeg vil betegne som succesfuldt. Mette Frederiksen endte med at indgå nogle kompromisser, der uden tvivl har gjort ondt. Men sådan ser vælgerne det ikke lige nu. Politik handler om tillid, og den har forståeligt nok lidt et knæk til Venstre efter en ultimativ retorik i valgkampen.

Opgaven for Venstre og Jakob Ellemann-Jensen er derfor klar: Partiet er nødt til at vinde fortællingen om regeringsmagten og markere sig som et parti, der får politik igennem i regeringen, og det skal ske relativt hurtigt, for med meningsmålinger, der ligger under valgresultatet, er der et pres på Ellemann-Jensen for at levere.

Moderaterne:
Lars Løkkes mission og comeback kan nærmest ikke være bedre for hovedpersonen selv. I 2019 gik han til valg på en SV-regering. Siden har han forladt Venstre og stiftet Moderaterne, der er Danmarks nye midterparti, der ”peger på noget og ikke nogen”. Partiet kom ind med 16 mandater ved deres første valg, og Lars Løkke er blevet udenrigsminister i en regering, der også består af Socialdemokratiet og Venstre. Lars Løkke må siges at være en af de helt store vindere i 2022.

SF:
Et skuffende år for SF, der blot kunne se dem selv få en fremgang på 0,6 procentpoint til valget, når de formentlig havde håbet på mere efter 3,5 år med politiske resultater som støtteparti. De valgte derefter ikke at gå i regering, da de ikke kunne se sig selv i det regeringsgrundlag, der lå, og derfor bliver opgaven nu at være opposition. Interessant for et parti, der er blevet kaldt ”hjælpe socialdemokrater” over de seneste år.

Danmarksdemokraterne:
De gik i luften tilbage i juni, og de har således kun haft få måneder, inden der blev udskrevet, men trods en rigsretsdom, har Inger Støjberg ikke mistet sin pondus som politiker. Partiet kom ind med 14 mandater, men partiet har til opgave at finde sammen med de andre blå partier. Danmarksdemokraterne pegede som eneste parti ikke på Jakob Ellemann-Jensen som kongelig undersøger, og så ser vejen til indflydelse lang ud, hvis ikke man kan blive enig om en kongelig undersøger.

Liberal Alliance:
Daddy Vanopslagh, som han kaldes af de yngre vælgere på TikTok, har ved hjælp af succesfulde kampagner løftet sit parti til et historisk flot niveau. Men de står samme sted som Danmarksdemokraterne, der også har mange mandater, der ikke kan bruges til noget, da et blåt flertal er langt ude i horisonten. Et derfor ubrugeligt valgresultat for Alex Vanopslagh og resten af partiet, men sikke et imponerende 2022, de har haft. De startede ved spærregrænsen i målingerne, og nu er de tredjestørst i flere målinger.

Konservative:
Lad det gå op og ned. Sådan kan 2022 beskrives for Søren Pape og Konservative. Det startede med medvind i målingerne, hvilket resulterede i en konservativ statsministerkandidat, og han blev tryktestet. Ekstra Bladet udkom med flere problematiske historier, der gjorde ondt på Søren Papes troværdighed. Da Søren Pape meldte sig som statsministerkandidat lå de til 16 procent i målingerne. Valgresultatet sagde 5,5 procent – dårligere end valgresultatet i 2019. Søren Papes mål for 2022 må derfor være at få medvind i målingerne efter Venstres kovending, ellers vil hans fremtid være usikker.

Enhedslisten:
Det konstruktive støtteparti blev ikke belønnet af vælgerne. En tilbagegang på fire mandater blev det til for Enhedslisten, der nu skal være kritisk oppositionsparti, og der ligger gode muligheder for Enhedslisten, for der ligger alt andet lige nogle skuffede venstrefløjsvælgere derude, men de skal kæmpe med SF og Alternativet om de stemmer, så det bliver ikke nogen nem kamp for det rød/grønne-parti.

Radikale Venstre:
Det radikale ultimatum kan i bagklogskabens lys bedst beskrives som ”selvmål”. Partiet væltede regeringen i slowmotion, og de blev derefter mere end halveret. Som konsekvens måtte Sofie Carsten Nielsen trække sig som politisk leder. Derefter valgte de ikke at gå i regering, selvom de gik til valg på en regering over midten, og det stiller dem med et forklaringsproblem. Radikale Venstre skal derfor finde sig selv, for lige nu sidder der formentlig nogle forvirrede midtervælgere derude.