03.08.2021 | Af: Marcus Linkhorst
Endnu en hovedpine til Venstres formand
105488
105488
Marcus Linkhorst i en samtale med Venstres formand, Jakob Ellemann.
|
Den 17-årige handelsskoleelev Marcus Linkhorst fra Elling drømmer om at arbejde med politik i den danske medieverden. Han blogger på Kanal Frederikshavn om politik.
Man skulle mene, at Venstres formand, Jakob Ellemann, har nok at arbejde med, når hans opgave er at samle den borgerlige opposition og Venstre.
Men nu er vejen dertil blevet ramt af endnu et bump. Den populære iværksætter og stemmesluger fra folketingsvalget 2019, Tommy Ahlers (V) har valgt at stoppe i Folketinget, så han kan vende tilbage til erhvervslivet og iværksætteriet.
Det er i sig selv problematisk, hvis folk forlader Venstre og Christiansborg i disse måneder, men Tommy Ahlers er ikke hvilken som helst politiker i Venstres folketingsgruppe. Han er en meget populær skikkelse. Ved valget i 2019 fik han hele 26.420 personlige stemmer - tredje flest af Venstres mandater og femte flest af alle politikere.
Han var samtidig også en af de nye politikere, da han trådte ind i politik i 2018. En af de nye, der ikke var indblandet i de tidligere personfnidder-sager, som kunne være med til at definere Venstre i de kommende år. Han var som klimaordfører en vigtig profil for Ellemann, og jeg er overbevist om, at Ellemann havde store planer med Tommy Ahlers i fremtiden. Jakob Ellemann er derfor endnu en profil fattigere i folketingsgruppen. Og for at sige det klart, så gør den her ondt på Jakob Ellemann og hele Venstre.
Nu er spørgsmålet så, hvem der skal hente stemmer for Venstre i København, hvor Tommy Ahlers var opstillet - og i Vestjylland, hvor tidligere næstformand Inger Støjberg var opstillet. Hun valgte at forlade partiet tilbage i februar. Hun høstede ved valget i 2019 28.420 personlige stemmer - kun overgået af Lars Løkke, der også har forladt partiet, med 40.745 stemmer.
I alt har Venstres folketingsgruppe - fordelt på seks medlemmer - siden valget i 2019 mistet 126.357 personlige stemmer. Og der er med garanti folk, der vil flytte deres stemme til Lars Løkkes kommende parti samt med Inger Støjberg, når der engang kommer styr på hendes politiske fremtid.
Jeg ser frem til det politiske efterår, der venter. Det bliver voldsomt interessant!