I 2018 tog jeg på sisterhood-retreat, hvilket var den bedste beslutning. Motiverende samtaler, interesseområde og livet.

Men før jeg fortæller om det, vil jeg gå et par skridt tilbage.
I sommeren 2016, mens jeg lå indlagt helt vag på Hjørring Sygehus, fik jeg svar på en gastroskopi, som jeg fik lavet måneder forinden grundet forhøjede antistoffer mod gluten.

Faktisk havde jeg slæbt mig selv til lægen, helt ødelagt, og som nybagt mor. Her havde jeg grådkvalt sagt, at hvis hun ikke fandt en måde at hjælpe mig ud af mit helvede på, så ville jeg tage mit eget liv.

Biopsien viste, at jeg havde den autoimmune sygdom cøliaki, hvor kroppens eget immunforsvar går til angreb mod tarmens indre og nedbryder den overflade, der skal optage næring. For mig havde det fået meget store konsekvenser, at det ikke var opdaget tidligere i mit liv, men først i en alder af 33 år.

På det tidspunkt var jeg som nævnt helt ødelagt, både fysisk og psykisk. Min krop havde forlængst givet udtryk for, at den var presset med hukommelsestab, kronisk betændelse i alle led, problemer med konstante mavesmerter og hyppige toiletbesøg.

Som nybagt mor var jeg derudover blevet frarøvet min nattesøvn i over to år, hvilket resulterede i en meget udkørt, smerteplaget, deprimeret og nedtrykt udgave af mig selv, som jeg overhoved ikke kunne genkende.

Efter en stor indsats fra ikke mindst mig selv, private behandlere og sundhedsvæsnet, da jeg endelig fik styr på diagnosen og alle de skønne følgesygdomme, der fulgte med, gik det langsomt frem. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor skidt det stod til i en årrække, men som tiden gik, blev alting en smule bedre fra uge til uge.

Nu her næsten fire år efter, jeg fik diagnosen, er der en verden til forskel. Jeg har jo selvfølgelig mine begrænsninger, men også fået en masse redskaber til at lære at leve på bedste vis, og der er ingen tvivl om, at jeg nyder livet til fulde, så godt som jeg overhovedet kan.

Livet kan være hårdt og unfair, og det kan føles uoverskueligt, når man står midt i sit eget helvede. Man kan se, at alles liv går videre på sidelinjen, mens man selv føler, at der umuligt kan være lys forenden af tunnelen for en selv.

For mig hjalp det at skrive, lave research, at udvikle, teste og forbedre opskrifter, og nu står jeg her i dag og føler, at jeg med min historie, min bog, profil og hjemmeside gør en kæmpe forskel i så mange menneskers liv, blot ved at dele min egen historie, mine opskrifter og stunder sammen med ligesindede i et glutenfrit miljø.

Ofte skal der slet ikke så meget til, blot min historie og støtte hjælper rigtig mange den dag i dag, og da jeg altid har været ledertypen, tager jeg derfor nemt initiativ.

I 2018 tog jeg til Toscana på @sisterhood_retreats med skønne @siforellana som både er mentor, fotograf og prisvindende livsstils- og kogebogsforfatter. Min mand Steffen tog med mig på sisterhood-retreat. Han er altid så flink til at hjælpe mig og joker altid med, om han måske kan få tilskud fra kommunen - ha-ha, i medgang og modgang siger jeg bare. En ægte mand er i kontakt med sin feminine side, og Steffen elskede vist at være hanen i flokken.

Jeg havde besluttet, at min historie og materiale skulle blive til en bog. DET var min drøm. Sif hjalp, motiverede og guidede mig til at finde MIN stil, og på en af vores private samtaler frarådede hun mig egentlig at udgive en fysisk bog, da markedet ikke sælger som før, og i stedet anbefalede hun andre gode og mere moderne løsninger.

Jeg blev lidt demotiveret, og i en lille uges tid hang jeg lidt med hovedet, hvorefter jeg besluttede mig for, at jeg ville gå min egen vej.

Jeg sendte mit materiale til flere store forlag, men fik afslag. Det gjorde nas, men igen besluttede jeg at gå min egen vej.
Jeg har tit følt, at jeg har fået smækket døren i hovedet igennem hele mit liv. Det har nok gjort mig stædig og stærkere hver gang, men midt i en personlig og helbredsmæssig krise føltes det bare lidt hårdere - også fordi det netop var og er så personligt for mig.

Nu står jeg her, nogle år senere og mange erfaringer klogere.
Bog nr. to er på trapperne, helt enkelt fordi mit hoved eksploderer med materiale og idéer, men koster mange penge og det tager tid at teste, tage fotos og skrive alt rent.

Jeg har godt nok ikke hverken overskud økonomisk eller masser af energi, men jeg vælger selv, hvad jeg bruger mit liv på, og jeg er glad og stolt over mine beslutninger. Jeg elsker livet og har altid lyst til det hele. Livet kan være så hårdt, men måden man opfører sig på, giver kærlighed på, siger fra på og rejser sig på i hårde tider, det definerer en som person, synes jeg.

Og husk nu på, at vi hverken kan hoppe over eller under, men vi må bare gå igennem de hårde tider. Med oprejst pande, en god indsats, tålmodighed og kærlighed, så skal det hele nok gå.

Jeg tror virkelig, at man er sin egen lykkes smed.