24.06.2023 | Af: Michael Frederiksen
Jesper spillede Ib Grønbech i Lamborghini
112662
112662
Jesper Sørensen og Dan Jakobsen ses her med brødrene Søren og Mads Andersen.
|
Jesper Sørensen, der i 2008 efter en tv-dokumentar blev kendt som "drengen i den gamle krop", var fredag på besøg i Frederikshavn med sin gode ven/makker Dan Jakobsen, Danmarks mindste mand.
Jesper Sørensen mødte brødrene Mads og Søren Andersen i forbindelse med Cool Car Race tidligere i denne måned. Her blev det aftalt, at Jesper Sørensen skulle have en tur i Mads Andersens nyindkøbte Lamborghini Huracan 5,2 Performante Spyder. Den er limegrøn, og netop den farve elsker Jesper Sørensen.
Hen blev som fireårig diagnosticeret med sygdommen progeria, som han lever med som den eneste i Danmark. Sygdommen gør, at hans krop ældes otte gange hurtigere end andre menneskers, og Jesper Sørensen har derfor stort set altid været "gammel" rent fysisk, men bestemt ikke af sind.
Jesper Sørensen ankom til Frederikshavn fredag eftermiddag sammen med sin makker, som han foretrækker at kalde vennen Dan Jakobsen. Han er med sine 98 centimeter Danmarks mindste mand.
- Jeg spurgte Mads, om jeg ikke måtte få en tur, for jeg synes, den er rigtig fed, forklarer Jesper Sørensen.
Mens Dan Jakobsen fik en tur på motorvejen til Sæby, ønskede Jesper Sørensen at cruise lidt rundt i Frederikshavn. Han kom blandt andet forbi Palmestranden.
- Det var en dejlig tur. Der var lidt solnedgang og mennesker på cykel. Det var sgu fint. Den kørte meget godt, og den lyder også godt, smiler Jesper Sørensen.
Han fik selv lov til at styre musikken på turen i Frederikshavn. Dansktopmusik er Jesper Sørensens foretrukne, så han spillede både Birthe Kjær og Ib Grønbech.
Jesper Sørensen og Dan Jakobsen har været venner/makkere i fire år.
- Vi kan lide at se fodbold sammen og er begge to ambassadører for Lykkeligaen. Vi har en masse fælles ting. Ud over vores interesser har vi også vores højde og lidt med, hvordan folk kigger på os. Jesper er jo ikke dværg, men han er heller ikke så høj, så vi har nogle fælles udfordringer, hvor vi kan hjælpe hinanden, siger Dan Jakobsen.
Jesper Sørensen kunne huske, at han har været i Frederikshavn flere gange, blandt andet i 2010, hvor han i en hel dag arbejdede som kok på Restaurant Vægteren Kærlighed & Kogekunst.
Børn med den sjældne genetiske sygdom progeria bliver i gennemsnit kun 13 år. Jesper Sørensen fyldte 25 år i efteråret.