20.06.2023 | Af: Peter Marquard
Jyske Bank får tilflytter som privatkundedirektør
112616
112616
Søren Herred Hansen har spillet fodbold i blandt andet Vejle Boldklub.
|
35-årige Søren Herred Hansen er 1. juni begyndte som ny privatkundedirektør i Jyske Bank med blandt andet ansvaret for medarbejderudvikling af bankens ansatte i Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev.
Privat er han er netop flyttet til Hjørring fra Fredericia, da han i et par år har dannet par med kæresten Andrea, som er født og bosiddende i Vendsyssel. Om netop det med at flytte herop, udtaler Søren Herred Hansen:
- Det kræver naturligvis sit at rykke teltpælene op både jobmæssigt og privat for at flytte til den nærmest modsatte ende af landet, men da der pludselig stod det helt rigtige job klar, var beslutningen nemmere at træffe.
- Selvom sommerfuglene i maven naturligvis fylder lidt ekstra de første tider i et nyt job, er jeg kun blevet bekræftet i, at det bestemt var den helt rigtige beslutning. Medarbejderne i de tre afdelinger brænder alle sammen for kunderne og banken, og jeg glæder mig til, at vi i fællesskab skal skabe rigtig gode løsninger til kunderne, som kan være med til at optimere deres økonomi og indfri deres drømme. Og så er det jo bare en fed landsdel men masser af muligheder, natur og aktivitet, siger Søren Herred Hansen.
Han har syv års ledelseserfaring fra Danske Bank, hvor han hidtil har været ansat. I forbindelse med ansættelsen udtaler markedsdirektør Carsten H. Vinther-Jensen:
- Jeg er glad for, at vi har kunnet ansætte Søren Herred Hansen i denne utroligt vigtige funktion - nemlig at hjælpe os alle med at skabe endnu bedre kundeoplevelser. At vi så samtidig har kunnet bidrage til at trække en tilflytter herop fra en anden del af landet, gør bestemt ikke glæden mindre, siger Carsten H. Vinther-Jensen.
Søren Herred Hansen er som nævnt nu bosat i Hjørring sammen med kæresten Andrea, og han har efter en lang og god fodboldkarriere i blandt andet Vejle Boldklub nu kastet sin sportslige kærlighed over blandt andet padel, hvor vi skulle hilse og sige, at han gerne tager imod udfordringer på banen.