Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.12.2022 | Af: Marcus Linkhorst

Kovending giver Løkke og Ellemann svær opgave

19-årige Marcus Linkhorst fra Frederikshavn studerer til journalist i Odense. I fire år har han skrevet for Kanal Frederikshavn, og i denne blog skriver han om den kovending, som Venstre og Moderaterne har lavet i minksagen. 

 

"Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister", "Danmark har ikke råd til fire år mere med Mette Frederiksen", og "vi kræver en uvildig advokatvurdering af Mette Frederiksens ansvar i minkskandalen".

Sådan har ordene gennem tiden lydt fra Venstre og Jakob Ellemann-Jensen, der har stået stejlt på, at Mette Frederiksens ansvar i minksagen skulle undersøges af uvildige advokater.

Lignende toner har lydt fra Lars Løkke og Moderaterne, der havde som krav, at Mette Frederiksen skulle acceptere en advokatvurdering, hvis han skulle gøre hende til statsminister.

"Jeg vil bare stilfærdigt minde om, at forudsætningen for Moderaternes støtte til enhver statsminister er, at vedkommende sætter et værdigt punktum for Minksagen ved at gennemføre en advokatvurdering", lød det fra Jakob Engel-Schmidt, der er politisk ordfører i partiet.

Nu er begge partier vendt på en tallerken. De kommer ikke til at stemme for en advokatvurdering. Stik mod det, de sagde i valgkampen.

Det er egentlig logisk nok, at de ikke kommer til at stemme for sådan en, for de er begge ved at gøre Mette Frederiksen til statsminister - enten ved selv at gå i regering eller være parlamentarisk grundlag for sådan en regering - og så vil det være bemærkelsesværdigt, hvis de starter med at undersøge den samme statsminister juridisk.

Når det så er sagt, er det ikke kønt, og de to partier har sendt sig selv på en svær, kommunikativ opgave, når de skal ud og forsvare det løftebrud, som det er, at de nu ikke vil støtte en advokatvurdering.

De vælgere, der har stemt på de to partier, har formentlig haft med i baghovedet i stemmeboksen, at de gerne vil have en vurdering af Mette Frederiksens ansvar i minksagen. En vurdering, de to partier nu har opgivet. Det bliver derfor interessant at se, hvad det har af betydning i forhold til de to partiers opbakning - hvis nogen betydning.

Det bliver derfor vigtigt for at de to partier at fremvise, hvad de har fået til gengæld.

En sejr for statsministeren, men…
Mens Venstre og Moderaterne bliver anklaget for løftebrud og skal forsøge at forklare sig, så er der én, der kan juble hele vejen ind i Statsministeriet.

Mette Frederiksen.

Hun formår at undgå en advokatvurdering, selvom der var flertal for sådan en, mens hun indtager Statsministeriet på Venstres mandater. Det må siges at være godt, politisk håndværk.

Men det gør mig også overbevist om, at Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke ikke er de eneste, der får kritik, når regeringen er på plads.

Det er nemlig ikke uden høj pris, at de to herrer opgiver kravet om en advokatvurdering, eller at Venstre kommer til at gøre Mette Frederiksen til statsminister, som Venstre ellers afviste igen og igen i valgkampen. Venstre har med sikkerhed fået noget igennem, der ender med at gøre ondt på Mette Frederiksen.

Det store, interessante spørgsmål er bare, hvad det er, der kommer til at stå i det regeringsgrundlag, som formentlig vil få nogle af Mette Frederiksens egne til at råbe højt, når hun skal få Venstre ind i en regering med Socialdemokratiet.

Rygterne går på, at det er en hævelse af topskattegrænsen og nedsættelse af selskabsskatten, og det er svært at forestille sig, at det ikke vil udløse kritik fra det socialdemokratiske bagland. Mette Frederiksen kom nemlig til som formand med en kritik af Helle Thorning-Schmidt, der videreførte VK-regeringens politik.

Nu vil hun selv gennemføre borgerlige økonomiske mærkesager, og det skal nok få baglandet til at råbe op.

Her til slut vil jeg fremhæve den sætning, jeg sluttede mit indlæg på valgdagen med: "Nogen må give sig i de forhandlinger, der kommer", og det viste sig - stilfærdigt - at være ret korrekt.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close