Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der har hørt udtrykkene: "Du har ingen pli", "Du er for meget", "Hvem tror du, at du er?", "Du er for.......", Ja jeg kunne blive ved.

Det er helt fair, at nogle kan få ondt bagi over, at et andet menneske præsterer godt, det er jo bare misundelse, hvilket i sig selv er en god ting. For misundelse vækker tanker, og personligt motiverer det mig.

Men når et andet menneske så endelig fejler, så er der også mange, som ELSKER det...

Jeg tænker, at det generelt er folks usikkerhed, der taler, eller djævelen på den ene skulder, der liiiige kommer til at fylde lidt for meget.

Jeg har for det meste nok i mig selv
Efter min mening burde vi kunne gå ud i verden og vise, at vi er både sårbare, lidt i stykker og at det samtidig føles trygt, så vi ikke bliver skammet, peget fingre af, set ned på og så videre.

Der er vigtigt at tale om de emner, der er lidt svære, og jeg er villig til at bruge mig selv som eksempel. Jeg behøver hverken skulderklap eller ynk, men jeg vil selvfølgelig ikke takke nej til lidt anerkendelse, hvis jeg får det.

Jeg har for det meste nok i mig selv, finder mig ikke i at få overskredet mine grænser og vil kun omgås med mennesker, der respekterer mig, prioriterer mig og dem, der får det bedste frem i mig.

Jeg står altid ved mine ord og handlinger - også selvom at nogle valg i livet både er svære og hårde. Det kan ofte føles som en stor mundfuld, men jeg følger altid mit hjerte.

I år har jeg taget en mega stor beslutning.

Igennem de seneste par år har jeg "kæmpet" med helbredet og samtidig afprøvet min arbejdsevne, hvilket nu har resulteret i tilbagegang. Der er tale om en kronisk forværring af mit helbred, og prisen er meget dyr. Det har kostet mig alt min energi og meget tid med min søn og dem, jeg holder af, derfor ærgrer jeg mig over, at jeg ikke tidligere vidste, hvad jeg ved i dag.

Men sket er sket, og vi må få det bedste ud af livet, hvilket vi også gør herhjemme.

Af alle de titler, jeg har haft, er "Mor" den, jeg er mest stolt af, og der er INTET bedre i verden.

Siden min søns far og jeg blev skilt, da han var lille, har vi haft en 7/7 ordning, altså at han var 7 dage hos hver forælder.

Det har altid fungeret rigtig fint, og vi har i begge hjem skønne partnere, som vi har en meget god relation til, ja, måske en "unormal" venskabelig relation. Vi omgås af egen fri vilje, og vi elsker det. Sammen har vi skabt vores egne regler og rammer, som måske ikke er "normalen", men det fungerer for os.

Nu er Sofus mest hos sin far
Hele sidste år følte jeg virkelig at jeg forsømte min søns behov, hvilket var ulideligt. Jeg følte konstant, at jeg druknede, for jeg kunne ikke finde balancen og havde ingen energi til noget som helst. Derfor tog vi i starten af 2021 den fælles beslutning, at Sofus skulle være mest hos sin far, der bor syd for Sæby - 45 minutter i bil fra, hvor vi bor.

Det har fungeret rigtig godt og deres familiedynamik spiller bare. De er virkelig "mor, far og børn" - noget, som vi ikke har haft herhjemme, da det slet ikke har været en mulighed af flere grunde.

Man siger, at det kræver to til tango, men det samme gør sig gældende i de små hjem, bare dobbelt op. Hvis nogen ikke gider deltage aktivt, så er det umuligt for de andre at have en rar og "normal" familiedynamik.

Fundamentet skal altså være stærkt, og det kræver, at alle deltager aktivt og bidrager positivt til fællesskabet.

Når jeg nu som mor havde muligheden for at give mit barn bedre vilkår end jeg selv kunne give ham, så var jeg nødt til at tænke grundigt over det og slå til. Der kom følelser i spil som skam, flovhed, ærgrelse, hjertesorg og selvfølgelig meget mere.

Det er hårdt ikke at være tilstrækkelig og ikke være en del af hverdagen i hans liv, for tiden flyver så stærkt og forandringer sker hver evig eneste dag.

Sagen er den, at Sofus ikke kun er mest hos far, han har også flyttet skole, så han nu går i skole tæt på hjemmet i Sæby. Det er altså blevet en permanent løsning.

En ting er, at jeg har fået mindre tid med ham, en anden ting er, at han fysisk er længere væk fra mig og har adresse et andet sted. DEN er svær at sluge.

Især når jeg er typen der behøver overblik, kontrol og har behov for altid at vide alt.

Jeg behøver meget søvn og har nu med hjælp fra eksperter og familien fundet en rytme, jeg kan holde ud at være i.

Da min søn skulle flytte skole, tog vi, forældre og bonus, en rundtur på den "nye" skole. Skolelederen, en meget sympatisk og kompetent mand, tog imod os med åbne arme og besvarede alle vores spørgsmål. Vi fik enormt god behandling og en super rundtur af den meget flotte lille skole i Voerså.

Sofus var med, og han var ivrig efter at hilse på klassen, som han tidligere havde mødt til den søde nabopiges fødselsdag. Så det var heldigvis ikke fremmede børn for ham. Modtagelsen i klassen var meget positiv, og eleverne glædede sig over, at Sofus skulle gå i klasse med dem.

Vi var ikke kede af at sige farvel til den gamle skole i Strandby, men meget glade og spændte på den nye.

Nu har Sofus gået der i over en måned, og det går bare SÅ godt. Han er rigtig glad, stolt og harmonisk, og lærerne engagerer sig virkelig, ikke kun i deres arbejde fagligt, men også i elevernes trivsel. Det var noget, der kunne mærkes, når der dagligt kom en melding pr. telefon de første par uger.

Herfra har vi kun godt at sige og ser frem til nogle rigtig gode år.

Vi var til forældremøde for nogle uger siden på den nye skole og jeg nævnte afslutningsvis, at Sofus har cøliaki. En sød kvinde, en forælder, tog kontakt efter mødet, og skæbnen ville, at hendes mand havde fået diagnosen cøliaki samme dag. Senere fandt vi ud af, at jeg via mine glutenfrie fællesskaber jævnligt havde være sammen med hendes svigermor, som heller ikke tåler gluten.

Det er sjovt, så lille verden er. Det er sjovt, som livet ændrer sig hver dag, og det er sjovt, som det hele nok skal gå alligevel.

Jeg husker på, at det er menneskeligt at fejle, og det er okay, så længe jeg gør mit bedste.

Errare humanum est, det er menneskeligt at fejle.