14.06.2023 | Af: Michael Frederiksen
Politikere klar med tidlig julegave til foreninger
112559
112559
Midt i sommervarmen er Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune klar med en julegave til de lokale foreninger, klubber og selvejende institutioner.
Det har nemlig vist sig, at der er penge tilbage i anlægspuljen, blandt andet fordi planlagte projekter alligevel ikke er blevet gennemført.
- Vi har derfor vurderet, at der er basis for endnu en runde, hvor der kan søges midler fra anlægspuljen, fortæller formand Peter Laigaard (C), Kultur- og Fritidsudvalget.
Der skal fordeles op til 719.000 kroner i den ekstra runde.
Anlægspuljen har til formål at støtte forandringer og i mindre grad nyetableringer af klub- eller foreningsfaciliteter samt til energibesparende foranstaltninger.
Anlægspuljen yder blandt andet støtte til:
- Energibesparende foranstaltninger
- Udskiftning og/eller nyetablering af klub- og foreningsfaciliteter
- Vedligeholdelsesarbejde, der ikke støttes gennem Folkeoplysningsordningen
- Projekter, der optimerer kvadratmeter for at skabe mere aktivitet på færre matrikler
Puljen støtter ikke allerede igangsatte projekter, det vil sige projekter, hvor der er indgået forpligtende aftaler, eller hvor arbejdet fysisk er påbegyndt.
Der skal være en egenfinansiering i form af et beløb og/eller frivilligt arbejde.
Julegaven kommer på et tidspunkt, hvor Kultur- og Fritidsudvalget er i gang med at spare 1,8 millioner kroner på næste års budget.
- Men her skal vi huske på, at den kommunale økonomi er delt op i udgifter til drift og anlæg. Det er driftsudgifterne, som vi skal spare på, oplyser Peter Laigaard.