Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
22.06.2023 | Af: Kanal Frederikshavn

Sidste arbejdsdag, men Kenneth glæder sig også

Kenneth Mølholt håber på at tage springet fra slagteriarbejder til socialrådgiver.
Kenneth Mølholt har arbejdet på Danish Crowns slagteri i Sæby i næsten 16 år, men onsdag havde han - ligesom sine kolleger - sidste arbejdsdag.

 

- Da jeg kom hjem, havde jeg en tom følelse, som skal have lov til at bo i sig, og det vil den de næste dage, siger han til TV2 Nord.

- Da vi mødte ind til normal tid, var stemningen anderledes, og den blev markant mere anderledes, da vi nærmede os fyraften, da folk trak sig tilbage. Vi er mange, som har været her i mange år, og slagteriet har meget historie og en stor betydning for lokalsamfundet, så det har mange ansatte også i baghovedet, og det er ikke sjovt at tænke på.

Selvom det var med en trist følelse, at Kenneth Mølholt forlod slagteriet, ser han også frem til de kommende år.

- I morgen (fredag, red.) er det også en lettelse. Man har ondt hver dag og er træt hver dag, og det slider, hvis man har været der i mange år, fortæller han, mens han forklarer, at lukningen måske var det sidste skub for hans vedkommende.

- Jeg havde egentlig det sidste års tid gået og overvejet andre veje, da jeg døjer meget med mine skuldre. Så jeg glæder mig også til et nyt og andet liv. Det er en spændende fremtid at gå i møde, udtaler Kenneth Mølholt til TV2 Nord.

Derfor har han også allerede en idé om, hvad fremtiden måske kan byde på.

- Jeg håber på at komme i gang med socialrådgiveruddannelsen, og ellers er noget kropsterapi min plan b, fortæller han.

Selvom det var den sidste arbejdsdag for medarbejderne på slagteriet, er det ikke sidste gang, at Kenneth Mølholt sætter sine ben i bygningen. For fredag skal medarbejderne nemlig spise fælles morgenmad og aflevere deres kort.

 

BillederTilføj billede


FOTO: TV2Nord/Privat

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close