Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
18.06.2023 | Af: Michael Frederiksen

Stor og hurtig opbakning til borgerforslag i Skagen

Det er her på Søren Humbers Kaj ved virksomheden Engelsviken, at Michael Skinderhede Nielsen ønsker en badebro.
Michael Skinderhede Nielsen fra Skagen blev benamputeret for to år siden. Nu har han stillet et borgerforslag i håbet om at få en badebro i Skagen, hvor kørestolsbrugere, amputerede og gangbesværede har mulighed for at få en dukkert i havet.


 

Hvis 1126 støtter forslaget, skal Michael Skinderhede Nielsens forslag drøftes i byrådssalen. Efter blot to dage er der allerede 723, der bakker forslaget op.

- Jeg er glad for, at så mange allerede har tilkendegivet, at det er en god idé. Måske de også synes, det er en god idé at få en badebro i Skagen som i gamle dage, udtaler Michael Skinderhede Nielsen til Kanal Frederikshavn.

Han blev benamputeret for to år siden og bruger i dag protese.

- Jeg har altid brugt strandene omkring Skagen om sommeren, men eftersom jeg ikke bare kan tage protesen på og gå til stranden, men skal bruge krykstokke og hoppe på et ben til vandet, kunne det være en stor hjælp for mig, når jeg gerne vil i havet. Jeg er sikker på, at der er andre, der også vil få glæde af badebroen. Vinterbadere, kørestolsbrugere, andre amputerede for bare at nævne nogen, siger Michael Skinderhede Nielsen.

Forventer du, at broen kommer, hvis forslaget samler nok stemmer?

- Jeg tror helt sikkert, det vil gå igennem. Jeg har læst, at Dansk Erhverv mener, at bedre tilgængelighed på de danske strande kan skabe mere turisme. Og det kan de vel ikke sidde overhørig i byrådet, mener Michael Skinderhede Nielsen.

Som borger i Frederikshavn Kommune kan du oprette et borgerforslag. For at sikre, at forslaget er relevant for andre end bare dig, skal det støttes af flere borgere i kommunen. Minimum 1126 personer med bopæl i Frederikshavn Kommune skal støtte forslaget. Det svarer til stemmetallet for ét mandat i Frederikshavn Byråd i valgperioden 2022-2025.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close